YogaKidz
Yoga-pause for børn 7-12 år
Alle børn har gavn af en yoga-pause.
Fra november 2024 tilbyder jeg YogaKidz – yoga-pauser baseret på MediYoga, målrettet børn i alderen 7-12 år.
Et YogaKidz-program består af tre dele: fysiske øvelser, afspænding og meditation.
Yoga er evnen til at mærke indad, lytte til sin krop og mærke, hvordan det føles her og nu. Har vi ro indeni, så kommer der også ro udenpå.
YogaKidz er en fantastisk mulighed for børn til at styrke både krop og sind. Gennem yogaøvelserne lærer børnene at fokusere, slappe af og blive mere bevidste om deres krop og vejrtrækning. Yoga forbedrer balance, smidighed og styrke, samtidig med at den reducerer stress og angst, og hjælper børnene med at træne selvregulering af følelser.
I mine yoga-timer til børn, har jeg et ønske om, at bidrage til at styrke dit barns evne til selvregulering, skabe et sundt selvbillede og opbygge et stærkt selvværd, hvorfor dette altid er et underliggende fokus i mine YogaKidz-pauser.
YogaKidz-pausen giver børn en rolig stund fra den travle hverdag, styrker deres selvtillid og evne til at håndtere udfordringer. Desuden fremmer yoga socialt samvær og samarbejde i et trygt og inkluderende miljø, hvor der er plads til alle – præcis som de er.

Sådan foregår en YogaKidz-pause hos mig
YogaKidz-pausen er opbygget omkring en lille eventyrlig fortælling, som fører os igennem sjove yogaøvelser, og en rytme hvor vi skifter mellen aktive og rolige øvelser.
Vi afslutter timen med cirka fem minutters afspænding for at finde ro i kroppen, efterfulgt af en kort meditation, som kan bestå af en sang, en dans, en visualisering eller en åndedrætsøvelse.
Vi slutter yoga-timen med en juice eller kakaomælk og der er tid til, at barnet kan sætte ord på sin oplevelse.
Efter hver time får barnet en lille gave med hjem, som er en rekvisit relateret til dagens tema. Gaven kan f.eks. være en fjer, en lille krystal, en hoppebold, en bamse, et armbånd eller lign., (det er forskelligt fra gang til gang alt efter det emne, som vi har haft). Gaven kan være en påmindelse om de gode følelser og oplevelser, som barnet har haft under timen.
Praktisk information
Jeg har plads til 8 børn til en YogaKidz time.
En YogaKidz-time gennemføres under forudsætning af mindst 3 tilmeldte deltagere i forhold til dynamikken på holdet og tiden jeg afsætter. Jeg forbeholder mig retten til at aflyse en time ved færre end 3 tilmeldte.
Når du tilmelder dit barn, modtager du en bekræftelse på mail (tjek evt. også din reklame-post/spam-mappe).
Jeg har yogamåtter, tæpper og puder til rådighed. Iklæd dit barn i behageligt tøj, der er let at bevæge sig i.
Som forældre er du velkommen til at vente på gangen (der er ventestole udenfor mit lokale) eller du kan bruge tiden på andre gøremål.
Forældre-barn yoga
Da jeg har modtaget efterspørgsel fra forældre, som ønsker at deltage sammen med sit barn, har jeg valgt at afprøve dette setup. Her har I mulighed for at dele yogaoplevelsen i børnehøjde.
Yoga-pausen er på børnenes præmisser og bygget op om deres univers. Timerne er opbygget på samme måde som de almindelige YogaKidz-timer, men der vil her være øvelser, som I laver sammen.
Børn har generelt et højere tempo end voksne – deres bevægelser, åndedræt, tanker og hjernebølger kører hurtigere. Derfor skal du som forælder ikke forvente den samme ro, som ved en voksentime, men glæd dig til en sjov og nærværende stund med dit barn.
Jeg har som udgangspunkt plads til 5 børn med én forælder per barn. Der er dog mulighed for tilmelde barn 2, hvis du har to børn – denne mulighed finder du ved booking.
YogaKidz opstart fra januar 2025
Da YogaKidz er i en opstartfase, tester jeg i opstarten forskellige formater, herunder både hold med og uden forældre.
For at imødekomme børnefamiliers ofte travle hverdag afholder jeg de første YogaKidz-pauser på forskellige dage og tidspunkter. Over tid vil jeg evaluere og muligvis tilbyde faste hold, hvor man tilmelder sig for en periode.
YogaKidz skal være en positiv oplevelse for dit barn
Det er vigtigt, at dit barn selv har lyst til at deltage i YogaKidz-pausen og ser frem til det som en positiv og frivillig oplevelse. Yoga fungerer bedst, når børnene er motiverede og deltager af egen interesse, hvilket giver dem den største glæde og det bedste udbytte af timen.
Jeg anbefaler derfor, at I taler med jeres barn om, hvad det kan forvente af en YogaKidz-pause og om det har lyst til at prøve det.
Referencer
Deltagere på mine MediYoga-hold udtaler: